Faglitterær fiktion

De to bogværker "Øhavsfortælling" og "Vadehavsfortælling" kalder jeg faglitterær fiktion. Det faglige består for det første i, at jeg anser mig selv som fagmand, hvad angår sejlads med åbne almuefartøjer i de farvande, jeg beskriver. Jeg har ernæret mig som bådfører af kulturhistoriske fartøjer i det meste af mit voksenliv og besejlet både Det sydfynske Øhav og Vadehavet mange gange. For det andet har jeg gennem årene foretaget en omfattende research, som er grundlaget for de to bogværker og mine øvrige maritime bøger. Jeg er fagmand i gammeldags forstand og har hverken kandidatgrad, skibsførerpapirer eller stort kørekort til noget som helst. Jeg har lært at sejle ved at sejle. For den faglitterære skoling må jeg takke ledelse og kolleger ved Institut for Idræt Kbh. Uni. og ledelse og medarbejdere på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

"Øhavsfortælling" er en romantrilogi og "Vadehavsfortælling" en sekstet. Det fiktive består i, at de enkelte fortællinger er berettet som en gendigtning af udvalgte perioder af historisk kendte personers liv. Gendigtning er ikke en beretning om, hvad der faktisk skete, men i sagens natur netop en digtning. For at levendegøre nogle historiske perioder og hændelser har det desuden været nødvendigt at beskrive fiktive personer.

I arbejdet med faglitterær fiktion har jeg hentet inspiration fra dramadokumentariske fortællinger som Thorkild Hansens "Lykkelige Arabien" og Hermann Melvilles "Moby Dick" og historiske romaner som Johannes V Jensens "Den lange rerjse" og Ebbe Kløvedal Reich´s "Ploven og de to sværd".

De nævnte forfatteres værker har været forbilleder for mine fortællinger, men faglitterær fiktion adskiller sig fra historiske romaner og dramadokumentariske fortællinger ved det forhold, at kildematerialet vises i særlige og let genkendelige faktaopslag, så den ihærdigt interesserede læser til enhver tid kan søge oplysninger om det emne, der berettes om.

Stilistisk har jeg pålagt mig selv den regel, at alle steder og hændelser beskrives i en vinkling gennem hovedpersonens øjne, ører og sind.

Min litterære skoling består alene i øvelsen i at gøre mig umage med teksterne.

Overvejelser om, hvorvidt faglitterær fiktion skal defineres som skøn- eller faglitteratur lader jeg andre om at foretage. 

Fortællevinkel

Subjektiv vinkling

Gennem årene har jeg øvet mig at skrive mig ind til hovedpersonerne i mine fortællinger. I stedet for at skrive om en hovedperson beskrives tid, sted og omstændigheder vinklet gennem hovedpersonens sanser og sind. Hele fortællingens handlingsforløb beskrives sådan, som hovedpersonen oplever det. En fortællings bipersoner agerer derfor i hovedpersonens subjektive vinkel.

Sprogligt betyder det, at fortællingens fremadskridende handling skrives i nutid og hovedpersonens tilbageblik på erindringsstof skrives i datid.

De fleste af mine fortællinger er nedslag i kulturhistorien.  ”Næsbofortælling” (Øhavsfortælling I) foregår i vikingetiden. Hovedpersonen er runeristeren Åver. Fortællingen vinkles gennem hans oplevelser. Selvom vi ikke nøjagtigt kender det sprog, Åver talte, har vinklingen den konsekvens, at fortællingens ordvalg må holde sig indenfor en ramme af, hvad Åver kunne have tænkt, følt og sagt.

I ”Holmbofortælling” (Øhavsfortælling III) er kvinden, Cathrine hovedperson. Som en anden konsekvens af fortællevinklen er det ikke muligt at beskrive, hvordan Cathrine ser ud, med mindre hun står foran et spejl og ser på sig selv.

”Fanøfortælling” (Vadehavsfortælling IV) har den unge kvinde Kristine som hovedperson. Hun har aldrig været ombord i en båd. Fra det øjeblik, hun trækkes ombord i båden, må fartøjets detaljer beskrives som ukendte fremmedelementer. Rorpinden er ”et skaft”, som rager ind i båden bag fra. Skipperen ”skubber til skaftet”. De udenbords sidesværd er ”træplader” på bådsiden, som hæves og sænkes op og ned af vandet.

I ”Rømøfortælling” (Vadehavsfortælling III) er skibsdrengen Anders hovedperson. Hans skib knuses af storisen ved Østgrønland. Anders og mange af besætningen redes ud af den overhængende fare ved at bjærge sig i en af skibets små hvalbåde. Bådens sejlads mellem isbjerge og gennem snefygning kan kun beskrives set inde fra båden gennem drengens øjne.

Som hjælp til at fastholde den subjektive vinkling har jeg ofte forestillet mig, at jeg beskrev en kameravinkel. På TV har jeg set formel et racerløb filmet inde fra racerbilen på en måde, så man ser banen, de andre biler, farten, vibrationerne osv. fra kørerens synsvinkel. Jeg har set dokumentaroptagelser af faldskærmsudspring tilsyneladende filmet med et kamera siddende på springerens hjelm.

Den subjektive vinkling er som et stereokamera, der ser ud gennem hovedpersonens øjne. Lydsiden opfanger dialoger. En indre monolog optager sindets stemninger og tilstande.

Pigen, Hansigne er hovedperson i ”Tønderfortælling” (Vadehavsfortælling II) Et sted i fortællingen sidder Hansigne på en gren højt oppe i et piletræ. Tekstens kamera gengiver ikke pigen i træet som totalbillede, men udelukkende hendes sindstilstand, sansninger af lærkesangen over marsken, vindens hvisken i træets grene, grenen under rumpen, taget af hytten under træet, erindringsbilleder af faderen, som byggede hytten.

Sproget er et langt mere avanceret værktøj end et kamera med tilkoblet lydoptagelse. Ord kan beskrive det, øjnene ser, hænder og fødder mærker, lyde, dufte. Vi forsøger at forstå vores omverden ved at koble den til ord. Bevidsthedens strøm kobler ord på sindets tilstande og erindringens billeder såvel som til håb, angst for og forventninger til fremtiden.

Sproget behøver ikke filmens underlægningsmusik.

Den subjektive, personlige vinkling i fortællingens tekst behøver ingen totalbilleder af sin hovedperson, men overlader dem til læseren.